Jeg har altid beskæftiget mig med tradition versus nytænkning. Forsøgt at se ind i fundamentet af det vi står på.

Jeg satte mig for at nytænke den klassiske stensætning for rosetringe; den er opbygget om en oftest oval sten i midten omkranset af diamanter. Mange kender den som f.eks. Prinsesse Dianas forlovelsesring; en safir med 14 diamanter omkring.

Da jeg sad med skitseblokken fløj blyanten rundt på papiret; mange hurtige cirkler og ovaler sat sammen i nye mønstre og flows. Jeg tegnede hurtigt, som man gør  når der hul igennem til inspirationens kilde. Skitserne blev bare antydninger af strøtanker. Men der var noget der skurrede. Midt mens man leger allerbedst, stikker en lille nisse hovedet frem og spøger ”hvorfor?”.

Kunne man nøjes med at hylde stenens smukke glans med dens lyn og glimten og fryde sig ved Moder Naturs fortryllende påhit tilsat klassisk håndværk, der fortæller historier om ”Der var engang”?!

Hmm, men der var absolut ’noget’ i alle de cirkler på papiret der ’ville noget’. Men hvad var det egentlig jeg ønskede mig af det afsluttende resultat. Historien om en slebet sten var fortalt så mange gange før; altså den tid hvor det vigtigste budskab måske var at fortælle om tykkelsen af tegnebogen. I mellemtiden er vi blevet overhalet af vores intellekt og den historie på vores finger skal snarere berette om dette, tænkte jeg. Så i denne analyse af problemstillerne blev det mig klart, at det smykket egentlig skulle var at fremhæve personen bag. Hullet i midten måtte jo så stå ’tomt’ med et blik indtil fingeren. Men  hvad så udenom? Der var noget appellerende ved de mindre huller rundt på skitseblokken. En slags ramme. Pludselig kunne denne ramme blive en væsentlig del af historien. Sad hullerne tæt eller i klumper, var de store / små, orden /kaos..?! Hvis man accepterede dette enkle ’sprog’ kunne man hurtig og logo-agtigt vise noget om sig selv.

Men hvordan nu?! Jeg valgte at lave en skålformet plade, dels fordi der noget ’modtagende’, parabol-agtigt ved denne form, dels for at give den lakken lidt beskyttelse.

Rød er min ynglings-farve og den har stærk signalværdi. Rød er en farve man sagtens kan bære på fingeren selvom resten af påklædningen er en anden farve. Rød er standard. Jeg gik på jagt efter autolak hos den lokale billakerer. Emalje duede ikke til formålet; det er jo i bund og grund glas, som nemt ville springe af ved små stød. Autolakken er sejere og tåler al slags vejr.

Nå, men det skulle på en eller anden måde sidde fast på fingeren. Hvad var det mindste man kunne nøjes med hvis man skulle?!  Og samtidig funktionelt. En lille 1 mm guldtråd med 2 kugler smeltet på enderne, som sidder løst igennem toppladen. Sølv og guld har det skidt med at gnide mod hinanden, så hvert hul bliver foret med et lille guldrør. Bagtil har gjorde jeg en dyd ud af nødvendigheden; de to guldtråde samles i en smeltet kugle. Det blev samtidig en stærk signatur for mig og en ’ærlighed’ i tilvirkningen, som bekom mig vel.