LEAVES
Dette halssmykke er en klassiker, som jeg har fremstillet i forskellige variationer siden '93. Smykket er bærer håndværkets nærvær og hver eneste er lidt forskellig fra de andre. Bladene er hver især smeltet i et split-sekundt på overfladen og giver en unik struktur.
Den klare nylontråd får det til at se ud til at smykket nærmest svæver om halsen og bladene fanger lyset i glimt. Den er fantastisk både til dagligdag og fest.
År: fra '93 til nu
Materialer: finsølv, finguld (24 kt) og nylon
Mål: ca 45 cm (kan laves i andre mål)
Pris: DKK 4.750,- i den viste version og fra DKK 20.700,- i 24 karat guld
LÆS MERE ...
’Leaves’ er et af de smykker, der repræsenterer den største succes i mit virke.
Det første halssmykke i serien lavede jeg til Efterårsudstillingen på Charlottenborg i 1993. Det, der prægede mig dengang, var at bl.a. nogle overordnede refleksioner over ”hvad der gør et smykke”.
Inspirationen begyndte ved et besøg på British Museums etruskiske og sumeriske samling 1992, hvor særligt et overdådigt hovedsmykke gjorde indtryk. Dele af smykket havde været i organisk materiale, der siden var smuldret bort. For at anskueliggøre sammenhængen havde man forsøgt sig med at bruge nylonsnor i stedet. På denne måde har man fragmenter af historien tilbage, som dog stadig har stor smykkeeffekt i sig selv.
Dette er et greb, jeg stadig benytter mig: At smykkerne er taget ud en kontekst og gerne må antyde dette i deres formgivning.
Det at benytte ’pailletter’ i smykkesammenhæng er et gammelt påhit. Oplevelsen appellerer til samme sted i hjernen, der fascineres af flammerne i et bål eller lysets dans på en vandoverflade. Bladene i guld og sølv fortæller på én gang en historie om et smykke i klassiske materialer og dog er der på afstand et element af optisk bedrag, når bladene synes svævende af sig selv rundt om halsen på den gennemsigtige nylon.
Kæden har haft nogle kvaliteter der i tidens løb har vist sig at kunne gå på tværs af modeluner. Den sælger stadig godt, og på den måde er den det mest betydningsfulde smykke, jeg har lavet i mit virke. Da smykket opstod i sin første form i 1993 var det en del af en større serie af forskellige smykker i metal/nylon kombinationer. En af armbåndene fra denne serie er solgt til Kunstindustrimuseet nu Designmuseum Danmark.
’Leaf’ er gennem tiden lavet i forskellige varianter, men grundtanken har hele tiden været den samme.
F.eks. har Museum of Modern Art i New York fremstillet og solgt i deres museumsbutikker en variant i præget sterling sølv på licens 2000-2005.
Kæden består af nylontråd beregnet til fiskeri; finsølvs- og finguldsplader, der flygtigt er smeltet i overfladen for at give hvert blad en unik struktur.